Sider

søndag den 10. marts 2013

Julerose (Helleborus x sternii)



Jeg har ikke så stort held med juleroser i min have, da jeg har en tør og næringsfattig sandjord, hvilket juleroserne bestemt ikke bryder sig om. Det forhindrer mig dog ikke i at anskaffe mig juleroser og håbe det bedste. Helleborus x sternii er den julerosa, der klarer sig absolut bedst i min have. Den står i mit surbunds-/skovbundsbed og den er meget stabil og blomstrer trofast. Dog kan frostvejr i foråret tage livet af knopperne, så man bliver snydt for blomster, men det kan afhjælpes ved at vinterdække med granris og først fjerne disse, når den værste frost er overstået.

Da planten er opstået ved krydsning af to arter (H. argutifolius og H. lividus) kan den være noget variabel. Mit eksemplar er ca. 40 cm. høj, har meget mørke blade og blomsterne starter cremehvide med rosa markeringer på bagsiden og falmer til helt rosa. Den blomstrer i marts-april og trives i halvskygge i en god muldet jord, som dog skal være veldrænet.

Helleborus x sternii kan frøformeres, men da den er en krydsning, vil frøplanterne være variable og ikke nødvendigvis komme til at ligne moderplanten. Frøene skal helst sås straks efter høst, da friske frø spirer bedst. Gamle frø kan have meget svært ved at spire. Frøene skal i først stå varmt og derefter have en kuldeperiode. Det er absolut det nemmeste at så udendørs om sommeren, så frøene får en naturlig varmeperiode med efterfølgende kulde i løbet af vinteren. Alternativt kan der sås indendørs, hvor frøene skal stå ved stuetemperatur i 6 uger. Derefter sættes frøene i køleskab i 6-8 uger, hvorefter de placeres køligt ved ca. 10 graders varme til de er kommet godt igang med væksten. Selve spiringsprocessen kræver tålmodighed, men selv når den er lykkedes, er det nødvendigt at væbne sig med yderligere tålmodighed, for der går nogle år fra såning, til planterne blomstrer.

Juleroser kan også formeres ved deling. De graves op og kan i nogle tilfælde trækkes fra hinanden ellers må de deles med en spade eller en kniv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar